Ramund var sig en bedre mandnom han havde bedre klædernDronningen gav hannem klæder på standnaf blågarn, bast og lædernSådant vil jeg ikke ha, sagde Ramund.nSådant står mig ikke bra, sagde Ramund hin ungennRamund gik sig ved salten søstrandnder så han syv jætter standenTager jeg Ramund på min mindste håndnog kaster ham langt fra landenDet gør ikke ene du, sagde RamundnI må komme alle syv, sagde Ramund hin ungennRamund tog til sit dyre sværdndet han kaldte dymlingen rødenHug han de jætter syv med en færdnat blodet randt dennem til dødenDer ligger alle syv, sagde RamundnAlt står jeg her endnu, sagde Ramund hin ungennKejseren ud af vinduet sånmed angst og sorrigfuld minenHvo er den mand, i gården mon stånog der så hæsselig grine?nDet er mig, jeg har lyst, sagde RamundnMed dig at vov' en dyst, sagde Ramund hin ungennRamund tog til sin store knivnden han kaldte dymlingen dyrenSkilte han kejseren ved hans livnat hovedet fløj femten milenJeg mente den ej bed, sagde RamundnDog rinder blodet ned, sagde Ramund hin unge